Inspiration

Tech-trends – Januar

Få styr på årets store tech-trends. CES-messen er verdens vigtigste tech-messe, som hvert år i januar fungerer som tech-årets egen keynote. Vi var selvfølgelig til stede for at holde os opdateret om alt fra de nyeste produkter til interessante startups og de største trends. Her er en sammenfatning af, hvad årets messe kunne tilbyde.

Gadgets

Ikke helt uventet var VR meget populært på messen, og vi så masser af nye VR-produkter blandt producenterne. Lenovo fremviste f.eks. en prototype af deres kommende VR-headset, der vil understøtte Microsofts nye Windows Holographic-platform. Det er også udstyret med to OLED-skærme, der har højere opløsning end de mest populære headsets lige nu; Oculus Rift og HTC Vive.

Ud over det fremviste ASUS telefonen Zenfone AR, der både understøtter VR og Googles AR-platform Tango. Det er den første telefon på markedet, der både understøtter VR og AR (Augmented Reality), men i løbet af 2017 forventer vi, at der kommer flere AR-telefoner.

En anden meget populær produktkategori i år var droner. Det er ikke så underligt, da dronemarkedet nærmest eksploderede i løbet af 2016. Der er dog flere nye trends inden for dronesegmentet. Det nye sort er, at dronerne nu skal være smarte og tænke selv. Det så vi blandt andet i form af selfiedroner, der følger og optager dig, uden at du skal styre dem med en fjernbetjening.

Sidst, men ikke mindst, er vi nødt til at skrive om de nye fremviste tv-modeller. Der er nemlig altid fokus på tv på CES-messen. LG fremviste et nyt OLED-tv, der kun var 2,57 mm tyndt. Vi har set lignende tynde OLED-skærme på messen, men det har altid været prototyper. Dette er rigtigt produkt, der snart kan købes.

En anden stor nyhed var, at Sony er tilbage på OLED-markedet og lancerede et 4K OLED-tv. Samsung valgte dog at fortsætte med sin Quantum Dot-teknologi og lancerede en opdatering af teknologien, som de kalder QLED.

Fremtiden

Nu til de lidt større trends. På messen var et af de absolut største emner artificiel intelligens (AI). Uanset hvor man kiggede, kunne man se smarte gadgets, der byggede på AI. Størst på messen, og formentlig det mest interessante lige nu, er alle de enheder, der benytter enten Google Assistent eller Amazon Alexa. De to løsninger fandt man i alt fra tv til højtalere og meget andet, så man altid har adgang til en digital assistent.

Selv de enheder, der ikke var udstyret med AI, blev kaldt smarte, da trenden stadig er, at alt skal være opkoblet. Den ret omtalte term ”Internet of Things” kunne læses næsten overalt, og i år så vi alt fra smarte brødristere til smarte spejle.

En anden populær ting på messen var 5G, og det er noget, vi vil kunne læse meget om i det kommende år. En af de største spillere på området, Qualcomm, sammenlignede introduktionen af 5G med brugen af elektricitet og opfindelsen af bilen. 5G betyder ikke bare lidt hurtigere opkobling fra din mobil sammenlignet med 4G. Vi snakker nemlig om ekstremt højere hastigheder samt en forsinkelse, der kan være så lav som 1 ms. I forhold til, hvor opkoblet alt er ved at blive, vil dette være en vigtig del af fremtidens infrastruktur. Ikke mindst når det gælder en af den andre store trends på årets messe: smarte biler.

CES-messen har aldrig været en bilmesse, men i løbet af de sidste par år har flere og flere bilproducenter og tilbehørsproducenter deltaget. Årsagen er, at den digitale teknologi i biler bliver vigtigere for hvert år, der går. At fremtidens biler vil være opkoblet er ikke til diskussion, og vi ser virksomheder som f.eks. Samsung og NVIDIA tage kampen op på dette område. Det var endda en bilnyhed, der var årets højdepunkt på messen; Faraday Future, der fremviste deres kommende selvkørende elbil FF91.

Notits

Sidst, men ikke mindst, vil vi dele et interessant tal fra messen. Det er nemlig sådan, at hele 20% af de deltagende virksomheder ikke fandtes for tre år siden. Det betyder, at årets messe var fuld af forskellige startups, og det er ikke mærkeligt, at mange af de mest interessante ting på messen ikke kom fra giganterne.