Inspiration

Sådan vil 5G revolutionere din hverdag

Næste generations mobilteknologi, 5G, venter lige rundt om hjørnet. Denne gang bliver det ikke bare hurtigere, mere og bedre. 5G har potentiale til at revolutionere et stort antal teknologiområder. Her giver vi fem eksempler på, hvordan 5G kommer til at påvirke vores hverdagsteknik.

1. Hurtigere, bedre og mere pålidelig datatrafik

Ifølge Ericssons undersøgelse ”Mobility Report” fra 2017 vil dataforbruget hos en gennemsnits mobilbruger stige fra de nuværende 2,9 gigabyte om måneden til 17 gigabyte om måneden i 2023. Ifølge rapporten forventes antallet af enheder, der er online, desuden at blive næsten fordoblet inden 2023. Denne udvikling er umulig med den nuværende mobilteknologi. 5G forventes at give datahastigheder på mellem 500-1000 megabit per sekund i praksis (op imod 20 Gbit/s i teorien), og desuden at håndtere overførslen af data på 5G-nettet væsentligt mere effektivt. Det betyder, at vi som brugere får mere og hurtigere datatrafik til lavere priser – uden at mobiloperatørerne behøver at gå i knæ af den grund.

2. VR og AR i skyen

Virtual og augmented reality (VR og AR) har en lang række anvendelsesmuligheder lige fra spil til shopping, journalistik og film. En hindring for, at teknologierne skal slå bredt igennem, er dog, at de headset, der findes på markedet i dag, er for dyre og kræver en monsterstor computer for at give den fulde oplevelse. Men eftersom 5G har så høj båndbredde og så lav forsinkelse, kan cloud-servere styre gengivelsen og streame indholdet til dine briller. Så i stedet for at have en dyr computer på hovedet, er det tilstrækkeligt med et par fleksible briller med 5G-opkobling. Det mener Huawei og Ericsson.

3. Dronerne overtager luftrummet med 5G

Droner der leverer pakker, videoovervåger, slukker brande, flyver med hospitalsudstyr til nødstedte eller transporterer mennesker gennem luften. Dette og meget andet vil vi sandsynligvis komme til at se i vores luftrum om ikke alt for lang tid. Men her er det vigtigt, at dronerne kan kommunikere med opgavestilleren, luftfartsovervågningssystemet og ikke mindst hinanden, så de ikke kolliderer med fly, huse eller andre droner. 5G er derfor med sin minimale forsinkelse den perfekte teknologi til netop autonome transportmidler, såvel på land som i luften. Ericsson har sammen med blandt andet Kings College i London tidligere på året gennemført eksperimenter med autonome 5G-droner, der både leverer pakker og bruges til at sende videoovervågning i realtid.

4. Raketrygsæk til IoT

Man har længe talt om små smarte sensorer i hverdagen, der kan kommunikere med dig og med hinanden. Men med 5G får udviklingen af IoT et gevaldigt spark fremad. 5G giver høj dataoverførselshastighed og lav forsinkelse. Desuden anvender den en transmissionsteknologi, der er bedre egnet til små, korte datastrømme. Nutidens IoT-produkter anvender Bluetooth, WiFi, NFC, Zigbee og lignende teknologier, der især er tænkt til korte afstande. Med 5G får IoT-produkterne betydeligt større rækkevidde, og vi kan for alvor begynde at tale om Smart Cities og online transportmidler.

5. Fast, trådløst bredbånd

Med den høje hastighed og den lave forsinkelse, der følger med 5G, vil mange virksomheder og hjem ikke længere have brug for en fast bredbåndsopkobling. Selv om fibernet i teorien har en højere kapacitet og er en mere fremtidssikker teknologi, vil det for mange være mere praktisk at have en såkaldt “fixed wireless”-opkobling; en 5G-dongle, der sidder et eller andet sted i huset, og som man kan tage med sig efter behov.

På landsplan, hvor fibernettet endnu ikke er kommet ud til hver eneste husstand, vil det være tilstrækkeligt med en 5G-node midt i byen, for at husstande og virksomheder kan få en opkobling, der er kraftig nok til distancearbejde, online-shopping, videokonferencer og alt muligt andet, som vi forventer af online-livet.

Læs mere: Hendes tekniske valg afgør fremtiden

Med 5G kan droner altid være online og styres på afstand.

Sidst opdateret: 1 juli 2022

Tags