Bæredygtighed

Sofia Appelgren vender ikke ryggen til

Med virksomheden Mitt Liv har Sofia Appelgren skabt et mødested, hvor både arbejdsgivere og arbejdskraft med udenlandsk baggrund lærer af hinanden og opnår en bedre integration.

At få et job er et vigtigt første skridt ind i et nyt samfund. For selvværdet og troen på fremtiden er det mindst lige så vigtigt at blive kaldt til samtale og blive bedømt på sine kvalifikationer.

– Et job er nøglen til integration. Samtidig siges det, at otte ud af ti job bliver besat via netværk i dag. Netop netværk mangler man, hvis man ikke er vokset op i Sverige. Mitt Liv er en måde at reducere kløften, at skabe netværk og vise, hvordan det svenske arbejdsmarked fungerer, siger Sofia Appelgren.

Da hun for ti år siden startede sin virksomhed, var det hjertet, der styrede. En af drivkræfterne var den behandling hendes mand fik – han har tyrkiske forældre – når han søgte job efter at have afsluttet eksamen fra Chalmers.

– Han blev bedt om at nedtone visse dele af sin personlighed, når han søgte job, og det generede mig, at vi er så snæversynede, at nogle bogstaver spiller en rolle, for at vi kan få en ensartet behandling på arbejdsmarkedet, siger hun.

Skab et mødested

Ganske hurtigt indså hun, at det ikke hjalp at forberede mennesker til arbejdslivet, hvis ikke arbejdslivet forstod værdien af øget mangfoldighed. Med mentorprogrammet Mitt Livs Chans har hun derfor skabt et mødested mellem arbejdslivets repræsentanter og arbejdssøgende akademikere med udenlands baggrund. Desuden vier Sofia Appelgren en stor del af sin tid på at forelæse og uddanne virksomheder i mangfoldighed og inkludering – Dustin er en af dem.

– Mentorprogrammet er et fantastisk værktøj til at øge integrationen, og vi ser, at vores mentorer gennemgår en lige så stor udviklingsrejse som vores ansøgere. Mange får øje på deres egne fordomme, selv om de troede, at de ikke have nogen, siger Sofia Appelgren.

Mange nyankomne fik arbejde

Det er ikke sådan, at mentorerne tilbyder deres ansøgere et job. Opgaven er at støtte, hjælpe og dele ud af sin egen erfaring for at forbedre deres chancer for at få et job. Men sidste år fik 60 procent af ansøgerne job i løbet af det første år, de deltog, og af dem fik 90 procent arbejde inden for deres kompetenceområde.

– Sidste år deltog 510 ansøgere fra 55 lande. Mange mentorer tror, at de skal møde nyankomne syrere, men det kan faktisk være lige så svært for folk fra Portugal eller Finland at komme ind på det svenske arbejdsmarked, siger hun.

I løbet af de ti år Sofia Appelgren har opbygget Mitt Liv, er debatten omkring integration og indvandring forandret. I 2008 talte man allerede om adskillelse, men det var næppe et politisk prioriteret spørgsmål, konstaterer hun.

– Men i dag kommer man ingen steder, uden at folk har en mening om sagen. Og det er pludselig ok at udtrykke sine holdninger – også selvom de ikke er baserede på fakta.

Det er ikke fordi, Sofia Appelgren er imod en debat.

– Men jeg er løsningsorienteret og synes, at man problematiserer tingene for meget hele tiden. Det bliver meget hurtigt alt for store penselstrøg, hvor man taler om ’indvandrere’ og ’arbejdsmarked’. Ofte bliver det også en ’ananism’– at alting er nogen andres fejl. Vi får et meningsmaskineri, hvor fakta og løsninger bliver glemt. Har jeg en mening, så har jeg også et ansvar for at skabe min egen historie og ikke bare lytte til andres. Man må spørge sig selv: Hvad gør jeg selv?

Sofia Appelgrens tips til, hvordan du bliver en god mentor

  • Gør opmærksom på, at det er dine egne erfaringer, du deler ud af. Et menneskes erfaringer er ikke fakta.
  • Stil spørgsmål: Hvad vil du? Hvor skal du hen? Hvordan kommer du dertil? Og vær med til at udforske mulige veje at nå derhen på.
  • Hjælp med interviewtræning. Hvilke spørgsmål kan man forvente sig? Hjælp med at skrive et godt og relevant cv. Hvordan skal man skrive, hvis man ikke vil sorteres fra?
  • Og fremfor alt, styrk selvværdet ved at være til stede og vis, at du tror på ham eller hende. At søge job i flere år uden overhovedet at komme til samtale, det tærer på selvværdet.
  • Lov ikke noget du ikke kan holde.

Om Mitt Liv

Mitt Liv er en social virksomhed, der adresserer samfundsudfordringer med innovative løsninger baseret på lønsomme, forretningsmæssige metoder. Kernevirksomheden er ansøgnings- og mentorprogrammet Mitt Livs Chans for personer med udenlandsk baggrund, opholdstilladelse og en eftergymnasial uddannelse, der mangler et job, som passer til deres kompetencer.

Hvis man er velforankret på det svenske arbejdsmarked og i organisationskulturen og kommer fra en virksomhed eller organisation, der samarbejder med eller er partner med Mitt Liv, for eksempel Dustin, så kan man blive mentor.

Mitt Liv tilbyder både uddannelser, forelæsninger og driver rekrutteringsvirksomhed. Mentordelen foregår hovedsageligt via digitale kanaler.

Artiklen er også en del af vores Solutions-katalog. Klik her for at læse hele katalogen.

Sidst opdateret: 1 juli 2022

Tags