Når en virksomhed opererer inden for fem forskellige brancher i ti lande, skal dens it-systemer være driftssikre med smidige processer. Det er lykkedes for den finske virksomhed Algol at sikre dette i samarbejde med Businessforum, der er en del af Dustin Group.
Tyskeren Albert Goldbäck-Löwe havde nok ingen anelse om, at det agentur, han etablerede i Elisabetsgatan i Helsingfors i 1894, ville vokse sig til en international aktør. Dengang leverede han kemikalier, metaller og byggematerialer til finsk industri – og produkterne findes endnu i dag i moderne udgaver i virksomhedens sortiment.
Siden da er Algol ekspanderet med grossistvirksomhed, indenlandsk produktion, formidling af apoteksprodukter og lager. Det, der forener de forskellige områder, er logistisk kompetence, og inden for de seneste årtier har Algol udvidet med tjenesteydelser. I dag er Algol en international grossist og distributør med stor ekspertise.
Takket være samarbejdet har vi nu mere tid til at lære nyt og udvikle os.
Da Algols it-chef Arto Peterzens startede i virksomheden for seks år siden, var der stor utilfredshed i organisationen med både computere og systemer samt håndteringen af administration og opgraderinger.
– Computerleverancerne var altid problematiske, fordi leverandørens bufferlager var for lille. De havde svært ved at holde deres løfter og tidsplaner, fortæller Arto Peterzens.
Hans opfattelse var, at leverandøren anså sig for at være for stor for Algol og ikke var motiveret til at anstrenge sig nok. Derfor begyndte Algol at lede efter en ny it-leverandør. Algol tog tilbud ind, og aftalen gik til Businessforum. Siden 2010 har Businessforum leveret samtlige af Algols stationære og bærbare computere, AV-enheder og mobiler. Algols indkøbere har deres egen adgang til Businessforums netbutik med tilpassede priser og tilbud. I dag anvender Algol 500 Lenovo-computere med en livscyklus på tre år. På den måde har medarbejderne altid en moderne computer.
Ud over to bærbare modeller har virksomheden også kraftfulde arbejdsstationer, der er tilpasset Algol Technics specifikke behov for materialehåndtering. Alle computere er standardiserede. Algols it-afdeling definerer standardprofiler, og Businessforum præinstallerer profilerne, så computerne er klar til brug ved levering.
Algol ønskede også at forenkle sin licenshåndtering. Med hjælp fra Businessforum udarbejdede de et EA-licenssystem (Enterprise Agreement) for Microsoft-produkter. Det gør licenshåndteringen væsentligt nemmere.
– Vi ønsker at kunne sikre, at alt fungerer, som det skal, og at vores licenser er i orden, understreger Arto Peterzens.
I dag har Algols it-afdeling syv medarbejdere: Arto Peterzens selv og to medarbejdere, der tager sig af infrastrukturen, samt fire andre, der arbejder med applikationer.
– Hvis medarbejderne i organisationen stiller spørgsmål til os om f.eks. leveringstider, ved vi, at vi altid kan kontakte Businessforum, som altid holder, hvad de lover. Det betyder, at vi er trygge ved at give vores medarbejdere tilfredsstillende svar, siger Arto Peterzens.
Medarbejderne i Algols it-afdeling har høj teknisk kompetence, men arbejdsgruppen er lille, og det er svært at overkomme både det praktiske arbejde og spørgsmål, der kræver mere fordybelse.
– Der opstår hele tiden nye spørgsmål, og vi skal kontinuerligt effektivisere vores egen virksomhed. Takket være samarbejdet med Businessforum har vi nu mere tid til at lære nyt og udvikle os. Det er guld værd, siger Arto Peterzens.
– Man kan altid få fat på dem på telefonen. Når jeg ringer til vores kontaktperson, Jyrki Harviainen, svarer han med det samme, eller også siger han, hvis han er optaget og ringer straks tilbage. Sådan burde alle gøre.
Sådan blev det muligt
Udfordring
Utilfredshed i organisationen med både computere, systemer og håndteringen af administration og opgraderinger.
Løsning
Integreret netbutik med Algols standardiserede valg af computere og profilinstallation. Forenklet licenshåndtering med EA-licenssystem.
Effekt
Alle computere er klar til brug ved levering og med alle licenser på plads. Dette frigør tid i it-afdelingen, som nu både kan klare det løbende arbejde og spørgsmål, der kræver fordybelse og dermed mere tid.
Fakta Algol
- En virksomhedsgruppe med seks datterselskaber, der leverer tusindvis af forskellige produkter til industrien og sundhedsplejen
- Opererer i ti lande
- Omsætning på 200 mio. euro (2014)
Familieforetagende
Tekst: Maija-Liisa Ihanus
Foto: Eva Persson