Inspiration

Norden i spidsen for global, finansiel innovation

Mere fokus på individet, masser af ny teknologi og et Norden, der ligger helt i front. Det er nogle af de vigtigste tendenser inden for bank- og finanssektoren netop nu.

Kunderne kan gøre brug af nye og individuelt tilpassede tjenester, samtidig med at bankerne må finde sig i at skulle samarbejde med nogle nye aktører. Det er nogle af konsekvenserne af digitaliseringen inden for bank- og finanssektoren.

Digitaliseringen af finanssektoren har stået på længe, og en af milepælene var, da den første internetbank åbnede i december 1996. Allerede dengang var en udvikling, der stadig foregår, i gang. En udvikling med øget selvbetjening og forsøg på at finde nye måder at interagere med sine kunder på.

– Ifølge en undersøgelse fra Gartner så forventes det, at 85 procent af bankernes interaktion med kunderne vil håndteres uden menneskelig kontakt i år 2020, eftersom der findes så mange nye, tilgængelige kanaler, siger Anthony Larsson, som er forsker ved Handelshögskolan i Stockholm.

Nemme løsninger

En effektiv kommunikation og selvbetjening er naturligvis noget, som de fleste kunder sætter pris på, men der findes også store gevinster for bankerne. En anden undersøgelse peger på reelle omkostningsbesparelser for de globale storbanker ved at gå over til ”chatbots” i kundekommunikationen. Det kan komme til at dreje sig om helt op til otte milliarder dollar frem til og med år 2022.

Bankkunderne vil gerne have nemme løsninger som for eksempel en ”one-stop-shop”, hvor alle deres forretninger kan gøres på et og samme sted hurtigt og enkelt, konstaterer Anthony Larsson.

– En af udfordringerne for de traditionelle banker er, at mange af nutidens kunder føler sig velinformerede og vidende, samtidig med at de har overvurderet deres egne evner, så de indimellem risikerer at handle selvretfærdigt og vælge løsninger, der ikke altid er de optimale for dem.

Kundeloyalitet med individuel tilpasning

I lighed med mange andre sektorer kan finanssektoren også drage nytte af de store datamængder, der genereres af alle de transaktioner, der udføres.

– Big data og analyser kan bruges til individuel tilpasning, som igen kan bidrage til at sikre kundeloyaliteten, siger Anthony Larsson.

For loyalitet kan blive nødvendig, eftersom de eksisterende banker får stadig mere konkurrence fra nichebanker og helt nye aktører, der opstår i periferien af den traditionelle spilleflade. Der sættes spørgsmålstegn ved de gamle forretningsmodeller fra startup-virksomheder inden for FinTech, det vil sige virksomheder, der kombinerer de nyeste teknologier med finansielle ydelser.

– De nye FinTech-virksomheder kan agere hurtigere, mere fleksibelt og fokuseret, end mange af storbankerne kan. Det har fået de traditionelle banker til at agere og tage mange af de ting, som FinTech tidligt var ude med, til sig, som for eksempel øget brug af omnikanaler.* Andre banker, som Goldman Sachs, har allerede introduceret kunstig intelligens og machine learning i nogle af deres løsninger.

Nye former for autentificering

Det næste store teknologiske skridt inden for finanssektoren kan komme til at handle om det evigt aktuelle emne autentificering, mener Anthony Larsson.

– Lige nu er der så meget udvikling og diskussion omkring biometrisk godkendelse for eksempel fingeraftryk og ansigtsgenkendelse. Tanken er, at det skal kunne være en mere avanceret sikkerhedsløsning, samtidig med at det bliver lettere for kunderne at få umiddelbar adgang til sine tjenester uden at være nødt til at slås med for eksempel passwords og pin-koder.

Der er dog et stykke endnu, inden det kommer til praktisk anvendelse i nogen større udstrækning, mener han.

– Det skyldes først og fremmest, at teknologien ikke har vundet kundernes fulde tillid endnu. En undersøgelse gennemført i 11 forskellige lande viser, at kun 46 procent har tillid til biometri. Bekymringen er ikke helt uberettiget, eftersom der findes videnskabelige studier, som beviser, at blandt andet tvillinger har kunne manipulere et stemmegenkendelsessystem.

Åbne for eksterne virksomheder

”Open banking” er endnu en ting, som har betydet en stor forandring for branchen. Et nyt EU-direktiv fastslår, at bankerne har pligt til at have en slags åbne udviklingsinterfaces, så eksterne virksomheder får mulighed for at tilbyde tjenester til bankens kontohavere.

– Det har betydet en stor forandring, selvom det til at begynde med er gået langsomt. Men nu begynder stadig flere banker at åbne en form for udviklingsportaler, så især startup-virksomheder inden for FinTech kan skabe innovative løsninger, der ligger ’oven på’ bankens data, siger Michael Juul Andersen, Chief Revenue Office (CRO) hos Spiir.

Danske Spiir er et eksempel på en nystartet FinTech-virksomhed, der har draget nytte af denne mulighed. Med deres løsning kan omkring hundredetusinder af danskere nu styre deres budget, holde styr på deres udgifter og finde billigere alternativer til deres faste omkostninger.

Udvikler i netværk

En tendens, der går hånd i hånd med udviklingen af open banking, er, at der er stadig mere udviklingsarbejde, som foregår i netværk eller i tæt samarbejde med en bred vifte af partnere. En undersøgelse viser, at mere end fire femtedele (84 %) af de traditionelle aktører i branchen nu aktivt søger partnerskab med FinTech-virksomheder. De henvender sig til disse for at få støtte i digitaliseringsprocesser og for at skabe innovative digitale tjenester til sine kunder. Et konkret eksempel er Danske Bank, som i 2018 valgte at investere og blive medejer i Spiir

– Udviklingen kommer til at gå i retning af, at kunden tilbydes stadig flere tjenester, som er individuelt tilpassede og transparente, så de får fuld kontrol over deres økonomi, uanset om de er kunde hos flere banker samtidig, siger Michael Juul Andersen.

Høj digital modenhed i Norden

Nordiske FinTech-virksomheder har et godt ry internationalt takket være virksomheder som blandt andre Klarna, iZettle, Coinify, Lendino og Fixura.

– I en global sammenligning står Norden i spidsen for finansiel innovation. De nordiske finansielle virksomheder har en høj grad af digital modenhed, og vi ser nu en solid infrastruktur til innovation og adgang til bankdata. EU-direktivet PSD2 åbner op for konto-til-konto-betalinger og vil definitivt komme til at skabe mange alternative betalingsmetoder til de eksisterende kort. Det kommer til at blive en ”gamechanger” for betalinger, siger Michael Juul Andersen.

* Omnikanal står her for en koordineret kundekontakt mellem forskellige kanaler, så kunden oplever en helhedsløsning.

3 vigtige teknologitendenser inden for finansverdenen

Machine learning

Kunstig intelligens og machine learning vil medføre, at stadig flere banktjenester kan automatiseres – blandt andet forskellige former for rådgivning.

Big data

Analyser af de store mængder data, der genereres af bankkundernes transaktioner, kan bruges til at tilpasse tjenester og produkter individuelt.

Open banking

Ifølge det relativt nye EU-direktiv PSD2 skal en bank ”åbne op” for aktører, der vil udvikle nye tjenester og produkter til bankens kunder.

Bobler: Kryptovalutaer

Der er en klar teknologitendens i branchen, men det er stadig uklart præcis hvordan kryptovalutaer – og måske især selve block chain-teknologien – kommer til at påvirke den finansielle sektor.

Læs også:
Digitaliseringsstrategi: 5 tips til succes
Udvikles eller dø – sådan skabes innovation

Norden i spidsen for global, finansiel innovation

Kilder:
Gartner Customer 320 Summit 2011
Juniper research, Chatbots, a game changer for banking & healthcare, saving $8 billion annually by 2022
Biometric update.com, HSBC report finds UK leading in adopting biometric banking technologies
ScienceDirect, HSBC reports high trust levels in biometric tech as twins spoof its voice ID system
Mastercard, Ny nordisk studie: Så blir nästa generations fintech-företag framgångsrika

Sidst opdateret: 1 juli 2022

Tags