3D-modeller fra top til tå

Volumental har udviklet en software til 3D-scanning, der hurtigt og nemt transformerer videoklip til 3D-modeller.

Sidste år blev den 23-årige Caroline Walerud, adm. dir. for det svenske teknologifirma Volumental, udnævnt til årets supertalent af det svenske business magasin, Veckans Affärer. Volumental har udviklet en software, som bruger dybdekameraer til at scanne i 3 dimensioner direkte i computeren eller mobilen. Informationerne forvandles derefter til en 3D-model, der vises på skærmen.

"Vi fokuserer p.t. på mennesker"

– Vores teknologi gør det muligt at scanne alt, men vi fokuserer p.t. på mennesker. Når man f.eks. scanner fødder, kan man finde eller skabe den perfekte sko eller det perfekte indlæg. Næste trin er hovedet. Vores system gør det muligt at producere hjelme, der er mere sikre, fordi de tilpasses personens hovedform.

Udviklingen inden for 3D-teknologien giver forbrugerne en klar forbedring, mener Caroline Walerud.

– Produkter vil i meget større udstrækning blive udviklet i samarbejde med forbrugerne. Når du f.eks. køber en stol, kan du udskifte dele eller se, hvordan en sofa vil se ud i din stue, før du køber den. Teknologien giver os en slags kighul ind til fremtiden.

3D-teknologi for individuel sundhedspleje

Caroline Walerud siger, at 3D-printning kun udgør en del af, hvad der sker inden for 3D-teknologien. Hun mener, at mange modeller udelukkende vil være digitale. En stor del af værdien i 3D-modeller ligger i, at tusindvis af præcise mål nemt kan sendes rundt i verden uden udgifter.

– Scan din krop, og gem modellen i skyen. Når du senere vil have nyt tøj eller nye sko, kan du sende målene til en producent, der tilpasser tøjet eller skoene digitalt til dig. Scan din krop, og få personlige tips om sundhed og motion, der er tilpasset netop din krops distribution af fedt og muskler.

Netop inden for sundhed ser Caroline Walerud utroligt mange anvendelsesområder pga. trenden med mere individuel sundhedspleje.

– Gips, krykker og proteser klør mindre og passer bedre, når vi kan tilpasse dem til patientens kropsform. Det eneste, der er sikkert, er, at vi i fremtiden kommer til at bruge 3D-teknologien på mange måder, som vi slet ikke kan forudse i dag.

Læs mere om 3D-scanning på volumental.com

Tekst: Anne Margrethe Mannerfelt
Foto: Peter Jönsson

Det eneste, der er sikkert, er, at vi i fremtiden kommer til at bruge 3D-teknologien på mange måder, som vi slet ikke kan forudse i dag.