”Vi er nødt til at investere tid i hinanden”

Selv i en digital verden er det mennesker, der afgør om en satsning lykkes eller ej, ifølge Jonas Hammarberg, som er business coach og digital entreprenør.

Det er ikke nok med viden og en god strategi. Mod, vilje og engagement er endnu vigtigere.

Kista er en af de kreative hubs, hvor Jonas Hammarberg mellemlander for at møde kunder og udføre opgaver. Andre gange er det i Oslo, Hamburg eller Paris. Han trives med at være i det dynamiske skæringspunkt mellem forskning, innovation og forretningsliv. I IT-clusteret samles mennesker, der vil gøre en forskel og få deres organisationer til at vokse sammen med ham.

Scandic Victoria Tower knejser som et udråbstegn lige ved siden af Kista-messen. Vi mødes på en café i gadeplan for at tale om digital transformation. Jonas serverer the, som om han var ansat i caféen. Inden vi begynder, accepterer han via telefonen en opgave fra et advokatfirma et eller andet sted i verden.

Hverdagslivet og den faste base er opdelt mellem Kuala Lumpur i Malaysia og Halmstad. Kufferten er altid klar og pakket til næste rejse.

Vi lever i en tid med brug for vejvisere. Kreative mennesker, der kan se, analysere og give råd i en hurtigt omskiftelig tid. Det var ikke for ingenting, at der stod ’åndelig leder’ på visitkortet, da Jonas drev konsulentbureauet Infocube, som han og de andre ejere solgte til et amerikansk venturekapitalselskab i 2013.

Siden da er Jonas selv gået igennem en egen transformation.

– Jeg har altid været god til at tale, men da jeg uddannede mig til coach, var jeg nødt til også at begynde at lytte. Det udviklede mig som menneske. I dag har jeg tre liv. Mit kreative arbejde, min coaching og den digitale entreprenørs hverdag. Nu vil jeg gerne skalere mig selv op for at nå ud til så mange mennesker som muligt, siger Jonas.

Det gør han ved at tænke viden og erfaring fra samarbejdet med over hundrede virksomheder på den digitale platform N’Gager, hvor han er medejer. På den måde vil han hjælpe organisationer til at hjælpe sig selv til at udvikle ledelsens og medarbejdernes hverdag.

De fleste har allerede en lang række af digitale værktøjer, og andre er i gang med at skaffe det, der er brug for i en stadig mere digital verden. Men det er mennesker af kød og blod, der afgør, om de satsninger, man foretager, vil lykkes eller ej. I dag er det ikke tilstrækkeligt med viden og en god strategi. Mod, vilje og engagement er endnu vigtigere, hvis man skal få ting og sager til at ske.

– De fleste af mine kunder har samme behov. Man vil flytte sig fra et niveau til det næste, og man vil have medarbejderne med sig på rejsen. I Sverige er det kun 14 procent af befolkningen, der er følelsesmæssigt engageret i deres job, og tre ud af fire medarbejdere er passive. Det er trods alt ledernes opgave at få hele organisationen med sig. Det betyder, at de fleste virksomheder har brug for at begynde lige dér.

Når medarbejdernes oplevelser kommer i centrum, kan man ikke bare udgive en ny version af software og så blive overrasket, når ingen benytter den. Hvis det skal fungere, er man nødt til at involvere medarbejderne gennem hele processen.

– Som leder skal man have to par briller. Fremtidens vindere er dem, der finder det magiske brydningspunkt mellem det menneskelige og det digitale.

Vejen til en velfungerende digital transformation handler for en stor dels vedkommende om lederskab, selvom der pr. definition er indbygget modstand i alle forandringsprocesser. Det hurtige tempo kræver en ny slags lederskab, der både skaber tryghed og vækker vilje. Ledernes opgave er at udstikke retningen og visualisere vejen til målet. Klarhed og fokus er vigtigere end nogensinde. En leder har brug for at hjælpe medarbejderne med at prioritere hvad, der skal gøres i den nærmeste fremtid. At motivere, følge op og give hurtig feedback er andre uundværlige dele af en engageret ledelse.

På trods af at vi føler uro og er bange for at begå fejl, er vi nødt til at blive ved med at udvikle os. Ellers vil vi snart være forældede.

– Det gælder om at tage et skridt ad gangen og hele tiden fortsætte fremad. Når jeg tænker på behovet for ledelse i dag, ser jeg Urs for mig. Han er en to meter høj bjerg-guide, der førte mig og mine kolleger hos Infocube op på bjerget Breithorn i Italien. Han udstak delmål på vejen mod målet, og uanset hvad der skete, så fortsatte han med at gå.

3 tendenser

1. Mennesket i fokus

Pendulet slår over fra teknologi og AI til menneskelighed. Det er menneskene i en organisation, der afgør, om en digital satsning vil blive succesfuld eller ej.

2. Bæredygtighed

Presset fra forbrugerne bliver stadig stærkere, og det gælder for virksomheder om at leve op til det, de lover. Troværdighed og transparens er nøgleordene.

3. Inkludering

Det er lederens opgave at udstikke retningen, visualisere og fortsætte med at gå, på trods af frygt og modstand. Men vejen til succes handler i lige så høj grad om at involvere medarbejderne gennem hele processen. Og rejsen bliver desuden meget bedre med en stor portion mangfoldighed, hvor flere perspektiver tages i betragtning og bliver italesat.

På baggrund af sit arbejde med udvikling af ledere og ledergrupper, kan Jonas spare tid og penge for de virksomheder, han arbejder for. Fejltagelser risikerer at blive kostbare, og så gælder det om, at de ikke bliver for store. Men han peger også på, at virksomheder skal satse, hvis de vil være på forkant.

– Vi skal investere tid i hinanden for at få en fremtid sammen. Tid er en investering – ikke en udgift. I den komplekse tid, vi lever i, har vi brug for hinanden. Måske også selvom man er konkurrenter til hverdag.

Jonas’ mission er at bidrage til at udvikle mennesker. Han motiveres af at se forandring hos mennesker og organisationer. Og at se ledere vokse og nå deres mål, er hans drivkraft. På et personligt plan gør han det, han brænder for. Det under han også medarbejderne.

Han har en særlig stor respekt for ledere, der tør favne medarbejdernes angst og vise deres egen sårbarhed. En gang imellem er en leder nødt til at kunne sige, ”jeg ved det ikke” for at virke troværdig. Ofte kommer det mod med alderen.

Jeg synes, det er en fordel at ældes. Jo ældre jeg bliver, desto større bliver min indsigt i, at jeg reelt ved og kan ganske lidt. Det gør mig ydmyg. Men samtidig bliver jeg mere bevidst om, hvad andre ikke ved. Det giver mig lyst til at dele ud af, hvad jeg ser, og hvad jeg har set.

For selv at kunne følge med i den hurtige udvikling har Jonas gennem næsten fire år haft en digital coach, som nu er i omkring tyve år gammel. Han forsøger at leve efter de fire principper, som ifølge ham gør de mest innovative mennesker i verden endnu mere innovative. Han overvåger verden, skaber clusters, knytter virksomheder sammen og samler mennesker i teams. Det giver kraft og energi til udviklingsarbejdet.

For Jonas handler det også om at blive ved med at gå. Næste møde er med en investor. Det er en del af en digital entreprenørs hverdag. Alt går op i en højere enhed.

Navn: Jonas Hammarberg.

Alder: 50 år.

Familie: Hustru Katie og børnene Rasmus 28, Sam 24 og Colin 20.

Bor: Kuala Lumpur og Halmstad.

Beskæftigelse: Business coach, forfatter, foredragsholder og digital entreprenør.

Aktuelle bøger: Get digital or die trying (2016) og Apparnas planet – människans roll i en digital värld (2019). Begge bøger er skrevet sammen med Arash Gilan.

Opskrift på en succesfuld digital transformation:

”At opnå størst mulig effekt med mindst mulig modstand uden at forårsage unødvendig skade eller smerte”.

Sætningen er hentet fra det svenske Jiujitsu--forbund. Jonas tog som 22-årig det sorte bælte i kampsporten jiujitsu. Inden for jiujitsu udnytter man effektivt modstanderens kraft til at opnå det resultat, man søger. Det genkender vi fra den klassiske ledelse. Organisationens resultat bliver ofte summen af den kraft, som organisationen samlet lykkes at frembringe.

Lignende læsning:

Nyheder, trends og sjove facts

Tekst: Anders Ström
Foto: Thron Ullberg

25 juni 2020

Hvad sker i IT-branchen rundt omkring i verden?

Finland uddanner verden i AI, Vatikanet lancerer en digital bedesnor med ”click to pray”-funktion og Apple Watch er nu større end alle schweiziske urproducenter tilsammen. Det er nogle af de aktuelle IT-nyheder lige nu.